I begyndelsen af september 2026 advarede PET om, at russiske efterretningstjenester konkret planlægger sabotage mod virksomheder i Danmark. Hybridkrig er med andre ord ikke længere noget, der foregår langt fra Danmark. Den rammer den infrastruktur, de virksomheder og de kommunikationssystemer, vores samfund er afhængigt af. Bestyrelsen bør løbende have fokus på, om virksomheden har det nødvendige beredskab og om man sikrer sig digital suverænitet.
Frankrig er allerede gået markant længere i spørgsmålet om digital suverænitet. For at opnå den franske SecNumCloud-kvalifikation skal en cloudleverandør bl.a. være etableret i EU, være beskyttet mod ikke-europæisk lovgivning og sikre, at ejere uden for EU forbliver i mindretal. Pointen er klar: Kritisk digital infrastruktur skal ikke kunne bringes under kontrol af hybrid krigere.
Sikker kommunikation
Vi har længe tænkt på kommunikation som noget praktisk. Noget der skal være hurtigt, enkelt og tilgængeligt. Mail. Teams. WhatsApp. Messenger. Det afgørende har været, om mennesker kunne få fat i hinanden.
Men i en verden præget af hybrid krigsførelse, cyberangreb og angreb på kritisk infrastruktur er spørgsmålet ved at ændre sig.
Det handler ikke længere kun om, hvordan vi kommunikerer.
Det handler om, om vi overhovedet kan kommunikere, når det virkelig gælder.
Hybrid krig foregår sjældent som den klassiske krig, vi kender fra historiebøgerne. Den finder sted i gråzonen mellem fred og konflikt. Cyberangreb. Sabotage. GPS-forstyrrelser. Desinformation. Påvirkningskampagner. Angreb mod energi-, tele- og transportinfrastruktur.
Formålet behøver ikke være at ødelægge et land. Det kan være nok at skabe usikkerhed, mistillid og handlingslammelse.
Og netop derfor er kommunikation blevet en del af den kritiske infrastruktur.
Forestil dig et større cyberangreb mod en dansk virksomhed eller offentlig organisation.
Medarbejderne kan ikke logge på deres computere. Mail virker ikke. Microsoft 365 er utilgængeligt. Identitetssystemet er kompromitteret. Ledelsen har brug for at kommunikere med tusindvis af medarbejdere – men den normale kommunikationskanal er en del af det system, der er under angreb.
Hvad gør man så?
Det spørgsmål burde efterhånden være lige så naturligt i et beredskab som spørgsmålet om nødstrøm, datacenter-backup og fysisk adgangskontrol.
Alligevel har mange organisationer i praksis samlet næsten al intern kommunikation i ganske få digitale økosystemer. Det er enormt effektivt i hverdagen.
Men effektivitet og robusthed er ikke det samme.
Sikkerhed skal ikke kun holde i dag
Der er samtidig en teknologisk udvikling, som gør spørgsmålet om sikker kommunikation endnu mere langsigtet: kvanteteknologi.
Kvantcomputere kan i dag ikke bryde den moderne kryptering, som beskytter vores mest følsomme kommunikation. Men det betyder ikke, at problemet kan ignoreres.
For sikkerhed handler ikke kun om, hvorvidt en besked kan læses i dag. Det handler også om, hvor længe den skal forblive hemmelig.
Noget information har kun værdi i få timer eller dage. Andet kan være følsomt i 10, 20 eller 30 år: strategiske beslutninger, forsvarsrelateret information, kritisk infrastruktur, personoplysninger, industrielle hemmeligheder eller kommunikation mellem myndigheder og ledelser.
Her opstår et vigtigt princip: Vi bør vælge sikkerhed ud fra informationens levetid – ikke kun ud fra dagens trusselsniveau.
En af de bekymringer, der diskuteres i forbindelse med kvanteteknologi, er det såkaldte harvest now, decrypt later-scenarie. En angriber behøver ikke nødvendigvis kunne dekryptere trafikken i dag. Det kan være nok at opsamle krypteret kommunikation nu og gemme den i håbet om, at fremtidig teknologi gør det muligt at dekryptere den senere.
Det betyder, at spørgsmålet om kvantesikkerhed i virkeligheden begynder, før kvantecomputeren er stærk nok til at bryde krypteringen.
Ingen ved præcist, hvornår kryptografisk relevante kvantecomputere bliver praktisk anvendelige. Det kan ligge mange år ude i fremtiden, og der er betydelig teknisk usikkerhed. Men netop fordi tidshorisonten er usikker, bør organisationer med langtidssensitive data allerede nu tænke i crypto-agility, stærk nøglehåndtering og mulighed for at migrere til post-quantum-kryptografi.
Det er ikke et argument for panik. Det er et argument for levetid. Den bedste sikkerhedsarkitektur er ikke nødvendigvis den, der er stærkest i dag. Det er den, der kan udvikle sig, før truslen gør det.
For virksomheder, myndigheder og kritisk infrastruktur bliver det derfor stadig vigtigere at stille et nyt spørgsmål:
Hvor længe skal vores kommunikation kunne modstå fremtidens teknologi?
Når man først stiller det spørgsmål, bliver sikker kommunikation ikke længere bare et IT-valg. Det bliver en langsigtet risikobeslutning.
Vi har optimeret til hverdagen
De fleste organisationers digitale arkitektur er blevet bygget med fokus på integration. Single sign-on. Én identitet. Én cloud. Ét samarbejdssystem. Ét samlet digitalt workplace. Det giver god mening. Det reducerer kompleksitet og gør medarbejdernes hverdag lettere.
Men set med beredskabsbriller skaber integration også en udfordring: Jo mere forbundet infrastrukturen bliver, desto større kan konsekvensen være, hvis en central komponent fejler.
Derfor arbejder vi allerede med redundans på mange andre områder.
Hospitaler har nødgeneratorer.
Datacentre har alternative forbindelser.
Fly har flere uafhængige navigationssystemer.
Virksomheder har backup af deres data.
Men hvad er organisationens backup af kommunikationen?
For overraskende mange er svaret noget i retning af:
“Så bruger vi medarbejdernes private WhatsApp.”
Det er næppe en tilfredsstillende beredskabsstrategi for et hospital, et energiselskab, en bank eller en myndighed.
Sikkerhed handler også om jurisdiktion
Samtidig er endnu et spørgsmål blevet mere centralt: Hvem kontrollerer den digitale infrastruktur, vi er afhængige af? Europa har i mange år været ekstremt afhængigt af amerikanske teknologiplatforme. Det har givet os fantastiske produkter, skala og innovation.
Men den geopolitiske udvikling betyder, at spørgsmålet om digital suverænitet ikke længere kun optager enkelte IT-specialister eller embedsmænd i Bruxelles.
Det er blevet et strategisk ledelsesspørgsmål.
Hvor ligger vores data?
Hvilken lovgivning gælder?
Hvem kontrollerer platformen?
Hvem kan opdatere den?
Og findes der en alternativ kommunikationskanal, hvis vores primære teknologi ikke er tilgængelig?
Derfor kommer vi sandsynligvis til at se virksomheder og myndigheder tænke anderledes om kommunikation de kommende år. Ikke nødvendigvis ved at erstatte Teams, Outlook eller de store globale platforme. Men ved at acceptere et princip, vi allerede kender fra andre dele af beredskabet:
Kritiske funktioner bør ikke være afhængige af ét enkelt system.
Den anden kommunikationskanal
Det interessante nye marked bliver derfor måske ikke “bedre chat”. Det bliver den uafhængige kommunikationskanal.
Et system, som organisationen ikke nødvendigvis bruger til alt i hverdagen, men som kan stå klar, hvis noget går galt.
Det skal kunne fungere på medarbejdernes telefoner.
Det skal være krypteret. Organisationen skal kunne styre identiteter og adgang. Det skal kunne fungere uafhængigt af virksomhedens primære IT-infrastruktur. Og for mange europæiske organisationer vil det blive stadig vigtigere, at data og teknologi befinder sig under europæisk jurisdiktion.
Der begynder interessante nye europæiske løsninger at dukke op.
Et dansk eksempel er Triforks nye kommunikationsplatform Tiris Messenger, der er udviklet som en sikker, europæisk messaging-platform til virksomheder og offentlige organisationer.
Det interessante ved Tiris er efter ikke, om den kan konkurrere med WhatsApp på emojis eller med Teams på videomøder. Det interessante er ideen bag den. At en organisation bør have en sikker kommunikationskanal, som kan eksistere uafhængigt af den normale digitale arbejdsplads. Det er et helt andet produktproblem.
Fra IT-værktøj til ledelsesansvar
Den vigtigste ændring er derfor måske ikke teknologisk.
Den er ledelsesmæssig. Bestyrelser og direktioner diskuterer i stigende grad cyberrisiko, ransomware, forsyningssikkerhed og business continuity. Men kommunikation bør være en eksplicit del af den diskussion.
En bestyrelse i en virksomhed med kritisk infrastruktur burde kunne spørge direktionen:
Hvis vores primære digitale platforme er utilgængelige i morgen klokken 08.00, hvordan kommunikerer vi så med organisationen klokken 08.05?
Hvis svaret er uklart, har virksomheden identificeret en reel beredskabsrisiko.
For hybrid krig handler i sidste ende ikke kun om at angribe systemer. Det handler om at svække en organisations evne til at forstå situationen, træffe beslutninger og koordinere handling. Derfor kan kommunikation være lige så vigtig som elektricitet, data og fysisk infrastruktur. Vi har brugt de sidste 20 år på at gøre vores organisationer mere forbundne.
De næste 10 år kommer måske til at handle om noget andet:
At gøre dem mere robuste, når forbindelserne bryder sammen.
