Den 30. august 2023 afholdes Board Briefing 2023 for fjerde år i træk arrangeret i et samarbejde mellem Ingvardsen Partners og Valcon.

Dagen vil byde på spændende oplæg fra Ulrik Vestergaard Knudsen, Bente Overgaard, Thomas Hofman-Bang, Ole Dahl Ingvardsen, Poul Skadhede, Charlotte Mark, Torben B. Pedersen og Mark Palmberg.

De nyeste trends i bestyrelsesarbejdet vil blive belyst, med fokus på temaer som:

  • Hvordan skal danske virksomheder navigere i den nye geopolitiske situation?
  • Muligheder og udfordringer for danske SMV’er – bestyrelsens rolle
  • Veje til konkurrencekraft via EU-regulering
  • Nye forretningsbetingelser – strategisk tænkning er vigtigere end nogensinde
  • Digitale kompetencer i en verden med kunstig intelligens
  • Samspillet mellem bestyrelsesformand og CEO

Ingvardsen Partners glæder sig til at byde alle deltagere velkommen til en inspirerende dag på Copenhagen Marriott Hotel!

board briefing 2023 program

Talerne

Ulrik Vestergaard Knudsen

Ulrik Vestergaard Knudsen, OECD

Ulrik Vestergaard Knudsen tiltrådte stillingen som OECD’s vicegeneralsekretær i januar 2019. Hans portefølje omfatter den strategiske ledelse af OECD’s politik inden for digital og teknologisk transformation, globale relationer, handel og landbrug. I juni 2021 blev han udnævnt til OECD’s fortaler for ligestilling og mangfoldighed og leder organisationens arbejde med ligestilling og diversitet. Ulrik har tidligere været departementschef i Udenrigsministeriet, ambassadør for OECD og Unesco i Paris samt gjort tjeneste ved ambassaderne i Moskva, Washington og London.

Thomas Hofman-Bang

Thomas Hofman-Bang, Industriens Fond

Thomas Hofmann-Bang er administrerende direktør i Industriens Fond, hvor han arbejder for at fremme dansk erhvervslivs konkurrenceevne. Thomas kommer fra topposter som hhv. CEO & Senior Partner i KPMG og CEO og CFO i NKT Holding. Sideløbende med sine poster i erhvervslivet har Thomas en lang karriere som medlem af en række bestyrelser i børsnoterede selskaber, fonde og organisationer.

Bente Overgaard

Bente Overgaard, Bestyrelsesforeningen

Bente Overgaard er direktør i Bestyrelsesforeningen og bestyrelsesforperson i AES og Holberg Fenger Holding, næstformand i Den Danske Naturfond og bestyrelsesmedlem i Jyske Bank A/S, SP Group A/S, Fellowmind A/B, Ennogie Solar Group A/S, og Johannes Fogs Fond mv. Bente er programdirektør hos CBS Bestyrelsesuddannelserne for finans og ESG og medlem af faculty samme sted. Tidligere koncerndirektør i Nykredit A/S.

Charlotte Mark

Charlotte Mark, Microsoft Development

Charlotte Mark er Adm. direktør i Microsoft Development Center Copenhagen ApS, et af Microsofts strategiske R&D-centre med fokus på udvikling af Dynamics 365 forretningsapplikationer samt forskning og innovation indenfor Quantum computing. Charlotte kom til Microsoft i 2004 efter en karriere i Accenture siden 1990, og har mere end 30 års erfaring fra IT-branchen. Hun er uddannet Cand. phil. i Humanistisk Informatik fra Aalborg Universitet. Charlotte har gennem årene varetaget en række bestyrelsesposter og er i dag formand for DIS Study Abroad, samt bestyrelsesmedlem i Science City Lyngby og Danish Quantum Community. Hun er endvidere formand for DI’s Forsknings- og Uddannelsesudvalg.

Torben B. Pedersen

Torben B. Pedersen, GF Forsikring

Torben B. Pedersen blev valgt som bestyrelsesformand for GF Forsikring i 2022. Med en baggrund fra erhvervsområdet i Danske Bank og ledende stillinger i erhvervslivet har Torben i de senere år arbejdet som professionelt bestyrelsesmedlem bredt i erhvervslivet. Torben har videreuddannet sig i ind- og udland i ledelse og bestyrelsesarbejde, ligesom han har været underviser og ekstern censor på diverse uddannelser. I alt mere end 18 års bestyrelseserfaring fra 13 koncerner, herunder bl.a. OK amba, Kamstrup A/S, DAV Nordic A/S og H. Skjøde Knudsen A/S.

Mark Palmberg

Mark Palmberg, GF Forsikring

Mark Palmberg kom til GF Forsikring i 2018 som CFO og blev i 2022 udnævnt til CEO. Her står han i spidsen for en gennemgribende professionalisering og strategisk videreudvikling af GF Forsikring, der i dag er et af Danmarks største medlemsejede forsikringsselskaber. Mark er uddannet statsautoriseret revisor og har i en længere årrække arbejdet i Big-Four-selskaberne EY og KPMG med speciale inden for forsikring.

Managing Partner Ole Dahl Ingvardsen, Ingvardsen Partners

Ole Dahl Ingvardsen, Ingvardsen Partners

Ole Dahl Ingvardsen har i mere end 20 år været en betydelig spiller inden for Executive Search og board services i Skandinavien. Fundamentet for dette er bl.a. markant topledelseserfaring fra KMD, TDC m.fl. Ole har omfattende bestyrelseserfaring fra betydende virksomheder – nationalt og internationalt.

Partner Poul Skadhede, Valcon

Poul Skadhede, Valcon

Poul Skadhede har over 20 års konsulenterfaring og er Partner i Valcon. Han har været direkte ansvarlig for nogle af de mest effektfulde skandinaviske konsulentprojekter, som typisk har fokuseret på strategi, capital markets, turnarounds og virksomhedstransformationer. Poul har været ansvarlig for mere end 350 projekter hos mere end 120 kunder på tværs af Skandinavien, Asien og Nordamerika. Udover sine roller hos Valcon har Poul flere bestyrelsesroller, bl.a. som bestyrelsesformand i Dansk Industri/Hovedstaden.